Det samlede resultat af FGU Østjyllands indsamling landede på imponerende 87.075 kr.
Takket være sponsorer på alle råvarer og fornødenheder til middagen, effekter til auktionen samt honorarfri deltagelse af gæstekokke og underholdning går beløbet fra både billetsalg og auktion ubeskåret til Danmarks Indsamling.
Desuden omfatter det samlede beløb indtægter fra Omsorg og sundhed på Engboulevarden, som over tre dage tilbød vask og indvendig rengøring af biler, ovennævnte salg af kunstværker, pantindsamling på hhv. Engboulevarden og skolen i Ryomgård samt Sundhed og bevægelse på Engboulevardens salg af træningsprogrammer.
2. februar 2024, Engboulevarden 30, 8960 Randers SØ
Dørene slås op kl. 18, og gæsterne fremviser deres gyldne billet designet af Multimedie. Herefter bliver de budt velkommen med mousserende vin af elever i fuld tjeneruniform med hvide skjorter og nystrøgne forstykker til en kantine, der ikke rigtig ligner sig selv. I ugerne op til aftenen har Ejendomsservice sikret, at alt står skarpt. Der er sat nyt lydanlæg op og fikset lister mm. Transport har ændret bordopstillingen og sat scene op, så der er plads til optræden med store armbevægelser. Bordene, gæsterne bliver vist hen til, er smukt dækket op med blomsterdekorationer og lys i forårets farver, kreativt komponeret af underviser Suzette Østergaard-Witzel i samarbejde med Kunst og Erhverv. Nummereret med 3D-printede bordnumre fra Innovation. Prydet med menukort og auktionsoverblik designet og printet af Multimedie, og en fællessang skrevet af Musik. På vejen til bordet er der mulighed for at lade sig friste til at købe en række kunstværker, der i dagens anledning er dukket frem fra kælderen og støvet af af eleverne fra Kunst – klar til endnu engang at komme til deres ret i nye hjem.
I køkkenet er stemningen intens. Aftenens frivillige gæstekokke Henrik Pedersen og Eirik Gjil er sammen med elever og lærlinge glade, spændte og fokuserede på den service, der skal køre. Forberedelserne er gjort og det er nu, der skal leveres. I kantinen er Michael Jacobsen, underviser i køkkenet og idemager bag hele arrangementet, færdig med at byde gæsterne inden for og tripper nu spændt forud for den officielle velkomst fra scenen.
Da alle gæster er på plads ved bordene, sender køkkenet aftenens første forkælelse af smagsløgene afsted; en appetizer i form af en krokette med confiteret and, akkompagneret af champagneskum med dildolie. I glassene er der mulighed for en Pinot Grigio fra Giuseppe & Luigi, en alkoholfri mousserende hyldeblomstvin eller danskvand. Efter en kort velkomst fra Michael, får en håndfuld af skolens elever ordet i en kort video, som deler Danmarks Indsamlings budskab: at millioner af børn i verdens fattigste lande sulter, men at selv små bidrag kan gøre en stor forskel i hænderne på Danmarks 12 største hjælpeorganisationer.
Og så er aftenen i gang.
Musik går på scenen med en smuk levering af deres første nummer. En særlig tekst skrevet til dagen på melodien til Puf den magiske drage – og med invitation til gæsterne om at synge med på ordene ”Har du virkelig brug for en ny telefon? Du behøver ikke gi’ en million. Det koster ikke så meget at hjælpe nogen”. Efter den fine, fælles oplevelse bliver der skruet op for både desperationen og pigtråden med punk-nummeret ”Jeg har brug for det”, som skaber et stærkt lydbillede af, hvad sult kan gøre ved et menneske.
Efter velfortjente klapsalver træder Musik af scenen og overlader pladsen som hovedperson for en stund til aftenens forret; en servering med FGUOJ’s egen varmrøgede laks, Nordsø-rejer, hjertesalat, karsemayo, blå kartoffelchips og urter serveret med bagte maltstykker, pisket, brunet smør og aioli. En glad og veltilfredse stemning breder sig mellem bordene, så snart eleverne har sørget for servering til alle gæster.
Da forretten med velbehag er indtaget, er det igen tid til et kunstnerisk indslag. Denne gang er det den lokale standupkomiker Jimmy Lauridsen, som leverer en halv times underholdning med stikpiller og kærlige klaps til både egen kone og børn, Nordic Waste, Randers som by og en uddannelseslæge ved navn Troels. Også han takker af til både glade grin og klapsalver fra publikum.
Endnu engang er det tid for gæsterne at fatte bestikket og lade sig glæde over en veltillavet og smukt anrettet hovedret. På tallerkenen står et stykke langtidsstegt oksefilet toppet med ristede bøgehatte og i selskab med gulerodsflan og ristet selleri på en bund af smørblød puré på blomkål. Hertil kommer en skarpt skåret Pommes Royal samt en intens og generøst serveret rødvinsglace. Pinot Grigioen er byttet ud med en Merlot som ligeledes kommer fra Giuseppe & Luigi. Køkkenet er tilfredse, tjenerne er stolte og gæsterne er glade og imponerede.
Det er tid til endnu et pusterum i aftenens kulinariske program, og denne gang er det øregange og rytmesanser, der forkæles, da Nosey Joe And The Gigoloes træder op på scenen. Med moderne numre som All about the bass og Get Lucky, og ældre klassikere som I’m just af gigolo og Mack the Knife i swingende, boogie woogiende, jazzede og personlige versioner, er det svært at sidde stille i stolene. Gæsterne swinger med, fødderne tapper rytmer, armene er over hovederne og pauserne mellem numrene udfyldes af begejstret hujen og klapsalver. I kulissen danser eleverne fra køkken og tjenerhold og nyder bandets optræden mindst lige så meget som gæsterne i centrum. Nosey Joe And The Gigoloes afslutter showet, men bliver på store opfordringer på scenen til levering ekstranummeret Jambalaya i samme veloplagte stil som det foregående, inden bandet til sidst forlader scenen til stående ovationer.
Oven på den veloplagte musikalske levering er gæsterne endnu en gang klar til nye smagsindtryk. Denne gang bydes der med mellemretten på en osteservering bestående af Ørnsø Rødkit fra Them Andelsmejeri og Vesterhavsost fra Thise Mejer, syltede valnødder og knækbrød.
Da mellemretten er afsluttet, er det Jacob Ølholms tur til at gribe mikrofonen og styre slagets gang som auktionarius. Det er nemlig blevet tid for gæsterne til at byde på de mange flotte produkter og ydelser, lokale erhvervsdrivende og samarbejdspartnere har doneret. Der er gavekort, kaffe, værktøj, LP’er, køkkenudstyr – for bare at nævne noget. Og gæsterne byder gerne. 2500? 3000? 3500? 4000? Ingen højere? Solgt! Første. Anden. Tredje. Solgt!
Cirka halvvejs igennem sættes auktionen på pause for at gøre plads til køkkenets afsluttende nummer: desserten. Her serveres en sirligt anrettet moussekage med hvid chokolademousse på bund af havrekiks. Kagen er toppet med en lys chokoladeganache med havsalt og karamel, og pyntet af med bagt hvid chokolade, friske bær og en sprød tuiles. Serveringen har selskab af en Riesling fra Schmitt Söhne og efterfølges af kaffe og lidt hjemmelavet chokolade til dem, som måtte trænge. Dermed af aftenens kulinariske punktum sat og auktionen genoptages. Da Jacob til sidst melder alt udsolgt er det med en imponerende indtægt på 32.700 kr.
Michael går igen på scenen for at runde aftenen af. Han er både glad og stolt, da han inviterer alle elever fra køkken og tjenerhold ind til stående bifald. Også gæstekokkene Henrik Pedersen og Eirik Gjil, samt arbejdsgruppen, som består af underviserne Jacob Ølholm, Camilla Gröne Pedersen og Andreas Hejslet bliver præsenteret og modtages med behørige klapsalver for aftenens indsats.
Og sådan når en formidabel aften sin afslutning. Det har uden tvivl været en ganske særlig oplevelse for både gæster, undervisere og ikke mindst elever at være en del af.