Det anbefales, at du har en privat heltidsulykkesforsikring og en indboforsikring
Undersøg, om du allerede er forsikret
- Spørg dine forældre, hvis du bor hjemme
- Tjek din netbank eller din digitale postkasse for, om du betaler til noget, eller om du har en forsikringspolice
- Find et forsikringsselskab og ring og spørg
I mange tilfælde er du ikke forsikret på FGU
Som elev på FGU er du kun forsikret, hvis du kommer til skade under det, der hedder arbejdspladslignende forhold
Det betyder, at du kun er dækket af Statens forsikring, hvis du f.eks. kommer til skade på en maskine eller noget værktøj, men ikke hvis du kommer til skade, når du har dansk eller idræt.
Derfor er det vigtigt, at du selv sørger for at tegne den nødvendige forsikring.
Hvad kan det betyde, hvis du ikke er forsikret?
Ulykke
Du har ikke ret til erstatning, hvis du kommer til skade i undervisningssituationer, som ikke er arbejdspladslignende – medmindre du selv har en heltidsulykkesforsikring.
Tyveri
Du har ikke ret til erstatning, hvis du får stjålet din cykel eller andre ejendele – medmindre du selv har en indboforsikring.
Hvornår dækker Statens forsikring?
Her gives eksempler på, hvornår Statens forsikring hhv. ikke forventes og forventes at dække. Det vil dog altid være Undervisningsministeriet, som laver en vurdering i de enkelte tilfælde
Undervisningsforhold
Statens forsikring dækker ikke
Eksempler
- Hvis du ifm. dansk, matematik e.l. lave aktiviteter ude eller inde og kommer til skade, er du ikke dækket af skolens forsikring.
- Hvis du falder på gangen, en trappe eller uden for skolen på vej til eller fra værksted og/eller undervisning.
- Hvis du kommer til skade ved deltagelse i træning, idræt mv. ifm. undervisning.
Forsikringer dækker heller ikke ved aktiviteter som klatring, rappelling, skinnecykler mv.
Vær opmærksom på: Nogle forsikringer betragter klatring/rappelling som farlig sport, som kræver særskilt forsikring
Arbejdspladslignende forhold
Statens forsikring dækker som udgangspunkt
Eksempler
- Hvis du er på et hold som Ejendomsservice, Byg og Bolig mv., skærer dig med en vinkelsliber eller kommer til skade med andet værktøj, vil forsikringen typisk dække.
- Hvis du er på Landbrug eller Horsemanship og kommer til skade i arbejdet med dyr eller maskiner, vil forsikringen typisk dække.
- Hvis du er i køkkenet og skærer dig, falder eller på anden måde kommer til skade, vil forsikringen typisk dække.
Øvrige forhold
Kørsel
Ved transport i FGU Østjyllands eller private biler ifm. undervisning dækker bilens ansvarsforsikring skader på personer eller køretøjer.
Uddrag fra Vejledning til lov og bekendtgørelse om Forberedende Grunduddannelse side 25:
Undervisning under arbejdspladslignende forhold På FGU vil dele af undervisningen bære præg af at være ”undervisning under arbejdspladslignende forhold”. Det vedrører typisk en form for værkstedsundervisning, hvor eleverne skal anvende farlige maskiner, redskaber, materialer og lignende. I sådan en situation vil eleverne være dækket af skolens/statens forsikring, hvis de kommer til skade i forbindelse med undervisningen. I alle andre tilfælde er eleverne ikke dækket.
I tvivlstilfælde kan skolen kontakte ministeriet for at få ministeriets vurdering af sagen, da det kan bero på en konkret vurdering om betingelsen ”undervisning under arbejdspladslignende forhold”, er opfyldt.
Ovenstående betyder, at hvis eleverne ikke har tegnet en privat heltidsulykkesforsikring, så er de, i udgangspunktet, ikke dækket, hvis de kommer til skade i skoletid, der ikke er under arbejdspladslignende forhold.